Oppdatert: 21.05.21
'Dekameronen' av Boccaccio

Dag 2 - Fortelling 5




Andreuccio af Perugia drager til Neapel for at købe Heste; der hjemsøges han tre Gange i Løbet af en Nat af alvorlige Uheld, men slipper godt derfra hver Gang og vender tilbage til sin Hjemstavn med en Rubin.


Litt informasjon:
Teksten er hentet fra "Dekameron" av Bocaccio utgitt på dansk av Chr. Flors Boghandel, København, MCMXII (1912)
Novellen er skrevet på datidens dansk, men den er allikevel relativt lettleselig for norske videregående elever.
Legg merke til at substantiv fortsatt ble skrevet med store forbokstaver
Du kan også lese denne fortellingen på engelsk!
Som scanningsverktøy er benyttet "Free Online Com". Enkelte uoppdagete uregelmessigheter kan forekomme!
Ved bruk av Google Chrome får man tilbud om umiddelbar oversettelse til moderne norsk. Her kan det imidlertid oppstå endel finurlige feiloversettelser :)
Historien om Andreuccio nedenfor fortelles av en av de unge damene som har flyktet fra pesten, Fiametta.
Innledningsvis henviser hun til den forrige fortellingen, som har inspirert henne til den hun selv skal presentere.
Lykke til!


Landolfos Fund af Ædelstene, begyndte Fiametta, hvis Tur det nu var at tale, minder mig om en Historie, hvori der berettes om lige saa store Farer som i Laurettas, men som adskiller sig fra denne ved, at de Begivenheder, der fortælles i den, i Stedet for at strække sig over et Tidsrum af maaske flere Aar, foregaa i Løbet af en eneste Nat.
Efter hvad jeg har hørt fortælle, levede der tidligere i Perugia en ung Mand ved Navn Andreuccio di Pietro, der var Hestehandler af Profession. Da han en Gang havde hørt, at der var godt Køb paa Heste i Neapel, besluttede han, der aldrig før havde været udenfor sin Hjemstavn, at drage derhen, stak femhundrede Guldstykker i sin Pung og gav sig paa Vej i Selskab med nogle andre Købmænd.
Efter en Søndagaften at have naaet Maalet for sin Rejse gik han den følgende Morgen efter sin Værts Anvisning hen paa Markedet, hvor han ogsaa saa en Del Heste, som han syntes godt om og bød paa, men uden at kunne blive enig med deres Ejere. For at man imidlertid ikke skulde tro, at han kun bød paa Skrømt og ikke virkelig var kommen for at købe, trak han flere Gange, uerfaren og uforsigtig som han var, sin Pung op af Lommen og viste den frem, saa at alle og enhver kunde se den.
Nu traf det sig en Gang, medens han saaledes havde taget sine Penge frem, at en ung Sicilianerinde, der var smuk at se til, men parat til for en ringe Godtgørelse at føje enhver Mand, uset af ham kom forbi og fik Øje paa hans Pung. Straks sagde hun ved sig selv :
„Bare jeg kunde faa Fingre i de Penge, det vilde være rart!"
og dermed gik hun videre.
I Selskab med denne unge Pige var der imidlertid en gammel Kone, der ligeledes var fra Sicilien, og saa snart hun saa Andreuccio, løb hun uden at bekymre sig om den unge Pige hen til ham og omfavnede ham paa det varmeste. Den unge Pige saa det nok, men sagde intet og standsede paa Afstand for at vente.
Andreuccio, der imidlertid havde vendt sig imod den gamle Kone, genkendte hende og hilste hjærteligt paa hende.
Hun lovede at komme hen til ham i Herberget og fortsatte derpaa efter en hort Samtale atter sin Vej ; men Andreuccio vedblev at købslaa om Hestene, uden dog denne Morgen at gøre nogen Handel.

Pigen, der først havde faaet øje paa Andreuccios velspækkede Pung og dernæst set hans Bekendtskab med den gamle, pønsede paa et eller andet Middel til at faa Fingre i hans Penge eller en Del af dem og begyndte derfor forsigtigt at udfritte den gamle om, hvem den fremmede var, hvad Ærinde han havde i Neapel, og hvorfra hun kendte ham.
Den gamle gav hende da, ogsaa lige saa udførlig og nøjagtig Besked om Andreuccios Forhold, som han selv kunde have gjort; thi hun havde tjent længe hos hans Fader paa Sicilien og senere i Perugia, og tillige fortalte hun, hvor hans Logis var, og om Formaalet med hans Rejse.
Da den unge Pige saaledes havde skaffet sig nøje Underretning om hans Slægt og om dens Medlemmers Navne, grundede hun paa denne Kundskab en snedig Plan, som hun mente skulde føre hende til det forønskede Maal.
Saasnart de kom hjem, gav hun den gamle Ærinder at udrette for hele den Dag, for at hun ikke skulde kunne gaa til Andreuccio, og sendte siden, henimod Aften, et lille Pigebarn, hun havde oplært til den Slags Tjenester, til det Herberg, hvor Andreuccio var tagen ind.
Den lille traf ham tilfældig staaende alene udenfor Porten og spurgte ham efter Hr. Andreuccio.
Da han svarede hende, at det netop var ham, trak hun ham afsides og sagde:
„Min Herre, en fornem Dame her i Staden vilde gerne, om I havde Lejlighed, anmode Eder om en Samtale."
Da Andreuccio hørte denne Besked og syntes, naar han tænkte sig om, at han egentlig var en rigtig køn Fyr, tænkte han, at Damen maatte være forelsket i ham, som om der ikke skulde være andre pæne Mandfolk i Neapel end han. Han svarede altsaa straks, at han var parat, og spurgte blot, hvor og hvornaar Damen vilde tale med ham.
„Herre," svarede den lille, „hvis I havde Tid at komme straks, venter hun Eder i sin Bolig."
Andreuccio fulgte da straks med Pigebarnet uden at sige noget derom i Herberget.

Teksten fortsetter under reklamen!



Efter at de havde vandret nogen Tid standsede de udenfor den unge Piges Hus, der laa i et Kvarter, der just ikke havde det bedste Lov paa sig. Men Andreuccio, der ingen Anelse havde herom, traadte dristigt ind i Huset i den Tro, at han befandt sig paa et højst ærbart Sted og i en elskværdig Dames Hjem.
Efter at saa Pigebarnet havde kaldt paa sin Frøken, idet hun raabte, „her kommer Andreuccio!" og medens han var i Færd med at stige op ad Trappen, saa han sin Værtinde træde frem paa Trappens øverste Afsats for at modtage ham. Hun var endnu ganske ung, høj af Vækst og smuk af Aasyn, dertil overmaade smagfuldt klædt og smykket.
Da Andreuccio nærmede sig hende, traadte hun ham i Møde med aabne Arme, slog dem om Halsen paa ham og dvælede ligesom overvældet af sine Følelser nogen Tid i denne Stilling uden at sige et Ord.
Derpaa kyssede hun ham grædende paa Panden og sagde med bevæget Stemme : „Ak, min Andreuccio, vær velkommen under dette Tag!"
Men Andreuccio, der undrede sig højlig over saa kærlig en Modtagelse, stammede kun forlegent: „Min Frue, det glæder mig at gøre Eders Bekendtskab."
Saa tog hun ham ved Haanden og førte ham ind i sin Stue og derfra til sit Kabinet, hvor der duftede herligt af Roser, Orange og andre Essenser.
Her saa Andreuccio en elegant og med Forhæng udstyret Seng, en stor Mængde af rige Dragter, der efter Skik og Brug hang paa Stænger, dertil andre overmaade smukke og kostelige Sager, hvorfor han i sin Uerfarenhed følte sig fuldkommen overbevist om, at han befandt sig i en fornem Dames Hus.
Efter at de havde sat sig paa en Løjbænk, der stod ved Sengen, begyndte hun at tale saaledes :
„Jeg tvivler ikke paa, at du, som ikke kender mig, og maaske aldrig har hørt Tale om mig, i høj Grad undrer dig baade over de Kærtegn, hvormed jeg modtager dig, og ogsaa over mine Taarer; men endnu mere vil du undre dig over, hvad du nu vil faa at høre, nemlig at jeg er din Søster. Men jeg siger dig, at efter at Gud har opfyldt min Bøn, at jeg før min Død maa faa en af mine Brødre at se — ak, hvor inderlig ønsker jeg ikke at faa dem alle at se; — forlader jeg med Glæde Livet naarsornhelst Døden maa banke paa.
Men maaske har du aldrig hørt noget om dette, jeg skal derfor fortælle dig, hvordan det hænger sammen.
Pietro, din og min Fader, boede, som du maaske har hørt, i lang Tid i Palermo og var og er endnu dér af alle, som kendte ham, højt elsket for sin Godhed og Vennesælhed. Men blandt alle dem, der var ham hengivne, elskede min Moder, en ædelbaaren Dame og Enke, ham højere end nogen anden og blev uden at agte paa sin Faders eller Brødres Vrede saa fortrolig med ham, at jeg, som du nu ser for dig, blev Frugten af dette Forhold,
Men da der snart efter indtraf Begivenheder, der tvang Pietro til at forlade Palermo og vende tilbage til Perugia, forlod han mig som spædt Barn og min Moder, og har, saavidt jeg ved, efter den Tid aldrig bekymret sig hverken om hende eller om mig. Hvis han ikke var min Fader, vilde jeg strængelig dadle ham for denne Færd, naar jeg — for ikke at tale om den Kærlighed, han burde have næret for mig som hans Datter, der ikke var født ham af nogen Tjenestepige eller ringe Kvinde — tænker paa den Utaknemmelighed, han viste imod min Moder, der ene og alene bevæget af Kærlighed og tilmed uden at vide, hvem han var, havde betroet sig selv og alt, hvad hendes var, i hans Hænder.
Dog, hvad skulde det hjælpe? Fortids Synder, især naar de er af gammel Datum, er langt lettere at dadle end at raade Bod paa.
Nok er det, saaledes gik det til. Han lod mig blive tilbage som et lidet Barn i Palermo, hvor jeg er vokset op og har boet indtil den seneste Tid, og hvor min Moder, der var en rig Dame, for- mælede mig med en Mand af fornem og ædel Slægt, en Girgentiner, der imidlertid efter mit og min Moders ønske flyttede til Palermo.
Men da min Mand var meget guelfisksindet, begyndte han at indlade sig i hemmelige Underhandlinger med Kong Karl af Neapel. Inden imidlertid disse Anslag kunne komme til Udførelse, havde Kong Frederik (af Sicilien) allerede erholdt Underretning om dem, og just som jeg gjorde mig Forhaabninger om at blive den fornemste Adelsdame, der nogensinde havde levet paa denne Ø, maatte vi flygte derfra.
Vi tog saaledes med os det lidet, vi formaaede — thi lidet var det i Forhold til, hvad vi ejede — forlod Godser og Slotte og flyede hid, hvor Kong Karl har vist sig saa taknemlig imod os, at han for en Del har erstattet os det Tab, vi for hans Skyld har lidt, og skænket os Jordegods og Slotte, ligesom han ogsaa vedblivende lader min Mand, din Svoger, tilflyde saa store Indkomster, at vi kan leve, som du ser.
Paa denne Maade er jeg kommen hertil, hvor jeg takket være Gud, har faaet dig, min elskede Broder, at se."
Og med disse Ord omfavnede hun ham paany og kyssede ham under de ømmeste Taarer paa Panden.

Teksten fortsetter under reklamen!



Da Andreuccio hørte denne Historie saa roligt og ligefremt fortalt af hende, dertil med stor Tungefærdighed og uden mindste Stammen, naar han endvidere erindrede, at hans Fader virkelig opholdt sig i Palermo, og han af egen Erfaring kendte Ungdommens Tilbøjelighed til at indlade sig i Elskovs forbindelser, naar han endelig tog hendes ømme Taarer, hendes Omfavnelser og Kys i Betragtning, saa satte han fuldkommen Lid til hendes Ord og sagde, da hun tav :
„Min Frue, min Forundring kan ikke andet end forekomme Eder naturlig, naar I hører, at enten har min Fader, hvad nu Aarsagen end kan have været, aldrig talt om Eder og Eders Moder, eller at, hvis han har gjort det, har jeg i det mindste ikke hørt noget derom, saa at jeg for min Del ikke vidste mere om Eder, end om I aldrig havde været til. Men jo mere jeg føler mig ene i Verden, og jo mindre jeg havde kunnet haabe noget saadant, desto kærere er det mig at have fundet en Søster i Eder. I Sandhed, jeg ved ingen, han være af nok saa høj Stand, hvem I ikke burde være velkommen og dyrbar ; hvor meget mere da ikke for mig, der kun er en ringe Hestehandler?
Een Ting vilde jeg dog gerne bede Eder oplyse mig om ; nemlig, hvorledes I har faaet at vide, at jeg var her ? Dertil svarede hun :
„I Morges tidlig hørte jeg det af en gammei Kone, som kommer en Del her i Huset, fordi hun, efter hvad hun siger, har tjent iænge i Palermo og Perugia hos vor fælles Fader; og havde jeg ikke fundet det mere passende, at du kom til mig i mit eget Hus, end at jeg opsøgte dig i et fremmed, vilde jeg alt forlængst have været hos dig."
Dernæst begyndte hun at spørge ham ud om hele hans Slægt, og da hun nævnede hver enkelt ved Navn, befæstedes Andreuccio stadig mere og mere i den Tillid, som det havde været bedre for ham ikke at nære, og han besvarede samvittighedsfuldt alle hendes Spørgsmaal.

Da denne Samtale havde været lang, og da Heden var stor, lod Pigen bære græsk Vin og Bagværk ind og skænkede rigeligt for Andreuccio.
En Stund efter rejste han sig for at tage Afsked, idet han sagde, at han nu maatte gaa fOr at komme tids nok til Aftensmaaltidet, men det vilde hun slet ikke tillade, lod, som om hun blev højst bedrøvet derover, og sagde :
„Ak, nu indser jeg klart, hvor lidet du bryder dig om mig ! Man skulde ikke tro det muligt: du er hos din Søster, som du aldrig før i dit Liv har set, og i hendes eget Hus, hvor du straks ved din Ankomst skulde være tagen ind, og saa vil du forlade hende og gaa hen og spise i Herberget! Du maa endelig blive og spise hos mig ; selv om min Mand ikke er hjemme, hvad jeg er meget ked af, skal jeg dog nok efter en Kvindes ringe Evne vise dig passende Gæstfrihed."
Hertil sagde Andreuccio, der ikke vidste andet at svare: „Jeg har Eder saa kær, som nogen kan have en Søster; men hvis jeg ikke gaar hjem, vil de hele Aftenen vente mig i Herberget, og jeg gør mig skyldig i en Uhøflighed."
Pigen udbrød da: „Heldigvis har jeg her i Huset et Menneske, som jeg kan sende hen og sige, at man ikke skal vente dig! skønt høfligere vilde det være og ligefrem din Pligt, om du sendte Bud til dit Selskab, at de skulde komme herhen og spise til Aften, saa kunde I siden, om du endelig vil gaa herfra, følges ad hjem."
Andreuccio svarede, at sine Kammeraters Selskab brød han sig ikke om den Aften ; men siden hun ønskede det saaledes, kunde hun efter Behag raade - over ham selv.
Hun lod da, som om hun sendte Bud til Herberget, at man ikke skulde vente ham til Aften, og efter at de havde passiaret en Stund endnu om mangehaande Emner, satte de sig til Bords og nød et overdaadigt Aftensmaaltid,. som Pigen listeligt forstod at trække ud til helt hen paa Natten.
Da de omsider rejste sig, og Andreuccio vilde begive sig hjem, erklærede hun, at hun ingenlunde vilde tillade det. Neapel var ikke noget Sted, hvor man kunde færdes trygt ved Nattetid, allermindst en vildfremmed, og desuden havde hun ladet Budet sige i Herberget, at man overhovedet ikke skulde vente ham hjem den Nat.
Andreuccio, der troede alt, hvad hun sagde, og i denne falske Tro fandt stort Behag i Pigens Selskab, gav da efter og blev.
Altsaa fortsattes Samtalen efter Maaltidet, og hun sørgede, ikke uden Bagtanke, for, at den blev lang, og først da en god Del af Natten var forløben, tog hun Afsked med Andreuccio, som blev tilbage i Kammeret sammen med en lille Dreng, der skulde vise ham til Rette, hvis han ønskede noget. Selv gik hun med sine Terner ind i et andet Kammer.

Heden var stadig stor, og da Andreuccio saa sig alene, trak han først Frakken af, derpaa Benklæderne og lagde dem ved Hovedgærdet ; saa, da Naturens Krav gjorde det nødvendigt for ham at skille sig af med Mavens overflødige lndhold, spurgte han Drengen hvor det kunde lade sig gøre. Drengen pegede paa en Dør i et Hjørne og sagde : „Der."
Andreuccio gik sikkert nok paa Benene hen til Døren, men da han aabnede den og traadte udenfor, var han saa uheldig at sætte Foden paa et Bræt, hvis ene Ende havde løsnet sig fra Tværbjælken, hvorpaa det hvilede, og sammen med Brættet styrtede han ned.
Dog, Gud var ham saa naadig, at skønt han faldt fra en temmelig betydelig Højde, kom han dog ikke til Skade i Faldet, kun blev han dygtig tilsølet af alt det Snavs, hvoraf Stedet var opfyldt. Men for at I bedre kan forstaa baade det, der er fortalt, og hvad senere følger, skal jeg nærmere beskrive dette Sted.
1 en snæver Gang, saaledes som vi ofte ser mellem to Huse, var der over to Tværbjælker, der var anbragte fra Mur til Mur, blevet lagt Brædder, saaledes at der var dannet en Slags Veranda, og med et af disse Brædder, der havde løsnet sig fra Bjælken, var det, Andreuccio var styrtet ned.
Da Andreuccio nu saledes befandt sig dernede paa Bunden af Gangen gav han sig i sin Forskrækkelse til at skrige efter Drengen ; men ingen Dreng svarede ham, thi saasnart han havde hørt Andreuccio falde, var han skyndsomt ilet ind til Pigen for at berette hende, hvad der var sket. Hun sprang ogsaa straks til for at se, om Andreuccios Klæder var der, men saa snart hun havde fundet dem og med dem Pengepungen og saaledes saa sig i Besiddelse af det, hun havde haft sine Garn ude efter, bekymrede hun sig ikke videre om Andrieuccio og laasede straks Døren, som han var gaaet ud igennem da han faldt.

Teksten fortsetter under reklamen!



Da ingen svarede paa Andreuccios Kalden, begyndte han at raabe stærkere og stærkere, men det hjalp altsammen intet, og skønt han nok før havde haft en Anelse om Bedrageriet, blev dog Mistanken først nu til Vished. Han, klatrede altsaa over den lille Mur, der skilte den smalle Gang fra Gaden, gik til Gadedøren, som han kun kendte altfor godt, og raabte og buldrede og dundrede en god Tid, men alt forgæves.
Saa, da han ikke længere kunde være i Tviv1 om sin Ulykke, gav han sig til at klage og jamre sig og sagde : „Ak, jeg elendige, som i saa kort Tid har mistet baade en Søster og femhundrede Gylden!"
Paa denne Maade blev han længe ved og begyndte saa paa ny at dundre paa Døren og skrige op og gjorde derved saadan et Spetakkel, at mange af Naboerne vaagnede og, naar de ikke længere kunde holde det ud, stod op.
Imidlertid viste en Tjenestepige, ganske søvndrukken at se til, sig i Vinduet og raabte arrigt :
„Hvem er det, der banker dernede?"
Kender du mig ikke igen?" svarede Andreuccio.
„Det er jo Andreuccio, Fru Fiordaliscos Broder."
Men hun svarede: „Min gode Mand, hvis du har drukket for meget, saa gaa hjem og sov Rusen ud, saa kan du komme igen i Morgen. Jeg ved ikke, hvad det er for en Andreuccio eller for anden Snak, du kommer med. Gaa din Vej og lad os sove i Fred."
„Hvadbehager!" sagde Andreuccio, „du forstaar mig slet ikke? Det gør du dog vist alligevel, men ligemeget, hvis sicilianske Slægtskaber er af den Slags, at de glemmes saa let, saa giv mig idetmindste mit Tøj igen, som ligger deroppe, saa skal jeg gerne gaa."
Til Svar lo Pigen højt lige op i Ansigtet paa ham og sagde: „Min gode Mand, jeg tror, du drømmer," og i det samme smækkede hun Vinduet i og trak sig tilbage.

Andreuccio, der nu klart saa Sagens Sammenhæng, blev herved saa forbitret, at hans Harme grænsede til Raseri, og han besluttede at tage tilbage med Vold, hvad han ikke kunde faa med det gode. Han greb en stor Sten og begyndte med den langt voldsommere end første Gang at dundre paa Døren.
Men hans Anstrængelser havde ingen anden Virkning, end at Naboerne, der allerede var vaagnede og staaede op af deres Senge, opbragte over det vedpoldende Spektakkel og i den Tro, at han var en grov Karl, der med tølperagtig Tale vilde fortrædige den stakkels Pige, kom til deres Vinduer og skreg i Munden paa hverandre, akkurat ligesom alle Gadens Hunde skælder paa en fremmed Hund: „Hvad er det for en Maner at komme her paa denne Tid af Natten og genere de stakkels Kvinder med din dumme Snak!
Gaa jer Vej, min gode Mand, og lad os sove i Fred ; og hvis I har noget at tale med hende om, saa kom igen i Morgen, men forstyr ikke vor Nattesøvn !" Nu kom ogsaa Pigens Kæreste, maaske gjort dristig ved Naboernes Mellemkomst, til Vinduet og skreg med grov og forbitret Røst: „Hvem der?"
Da Andreuccio ved dette Raab saa op, syntes han, skønt Mørket forhindrede ham i at skelne tydeligt, at kunne se en grov og svær, sortskægget Karl, der gabede og gned øjnene, som om han lige var staaet op af Sengen fra en dyb Søvn.
Ikke uden en vis Frygt svarede Manden : „Jeg er Broder til en Dame, som bor her." Men den anden ventede ikke, til Andreuccio havde talt ud, men skreg endnu mere rasende end før : „Tag dig i Agt, eller jeg skal komme ned og prygle dig, til du ikke kan røre et Lem, dit elendige, drukne Svin ; for fuld maa du jo være, saadan som du skaber dig," og hermed trak han sig tilbage og smældede Vinduet i.
Men nogle af Naboerne, der vidste bedre Besked om Manden, sagde nu helt venligt til Andreuccio :
„For Guds Skyld min gode Mand, hvis 1 ikke har Lyst til at lade Eder slaa ihjel, saa gaa herfra i Fred! Det er det bedste, I kan gøre ;" og Andreuccio, hvem allerede den fremmedes Stemme og Udseende havde gjort forskrækket nok, blev ved disse Menneskers medlidende Ord endnu mere forfærdet, og fortvivlet og ude af sig selv over Tabet af Pengene begav han sig, saa godt han formaaede at orientere sig i Mørket, paa Vej tilbage til Herberget.

Teksten fortsetter under reklamen!



Imidlertid blev Stanken, der udgik fra hans Tøj, ham saa ubehagelig, at han besluttede at søge ned til Stranden for at vadske sig, og i den Hensigt drejede han til venstre ind i en Gade. der kaldes Ruga Catalana. Her fik han kort efter øje paa to Mænd, der i nogen Afstand kom ham i Møde, medførende en Lygte, og af Frygt for, at det kunde være nogle af Byvægterne eller andre ildesindede Personer, smuttede han for at undgaa dem ind i et forfaldent Hus, som han saa tæt ved.
Men de to Mænd fulgte ham lidt efter ind i det samme Hus, som om dette var deres Bestemmelsessted, og efter at den ene af dem havde lettet sig for en hel Del Jernværktøj, som han bar paa Skulderen, begyndte de sammen at undersøge det og talte imens allehaande derom.
Medens de endnu var i Færd med denne Undersøgelse, sagde den ene : „Hvad er dog det ? Her stinker jo, saa Vorherre maa sig forbarme !"
Med disse Ord hævede han Lygten noget, og de fik da begge Øje paa den stakkels Andreuccio og spurgte helt forundrede : „Hvem der?"
Andreuccio tav, men de gik helt hen til ham med Lygten og spurgte ham, hvad han gjorde der saa tilsølet.
Andreuccio fortalte dem da alt, hvad der var hændet ham, og de begreb let, hvor den Slags kunde være overgaaet ham, og de sagde til hinanden : „Dette her er sikkert sket hos Scarabone Buttafuoco."
Derpaa sagde den ene til Andreuccio : „Min gode Mand, selv om du har mistet dine Penge, maa du dog ikke noksom takke din Gud for, at det er gaaet dig, som det er ; for var du ikke falden ned med det Bræt, saa kan du være overbevist om, at du vilde være bleven myrdet, saa snart du var falden i Søvn, og saa var du paa en Gang bleven af baade med Pengene og Livet. Men hvad hjælper det nu at klage!
Du kan lige saa lidt faa en Styver tilbage af de Penge, som Du kan hente Stjernerne ned fra Himlen ; men slaaet ihjel kan du nemt blive, hvis den Karl faar at vide, at du har sladret af Skole."
Derefter raadslog de indbyrdes en Stund og sagde saa: „Ser du, det gør os ondt for dig; men hvis du vil hjælpe os med noget, som vi netop har for, saa tænker vi, du skal blive holdt mere end skadesløs for dit Tab." Andreuccio svarede i sin Fortvivlelse, at han var parat.

Nu var der netop den Dag bleven begraven en Ærkebiskop af Neapel ved Navn Filippo Minutolo, og Liget var blevet prægtigt iklædt og havde paa Fingren en Rubin, der var over femhundrede Gylden værd, og det var den, de to Mænd nu vilde stjæle.
De meddelte altsaa Andreuccio deres Hensigt, og denne begav sig, ledet mere af Vindesyge end af Omtanke, paa Vej med dem.
Medens de nu vandrede i Retning af Domkirken, sagde den ene, der ikke længer kunde udholde den Stank, der udgik fra Andreuccio : „Mon vi ikke paa en eller anden Maade kunde faa vadsket ham her en Smule af, saa den atskyelige Stank kunde gaa af ham ?"
Dertil svarede den anden: „Aa jo, vi er her i Nærheden af en Brønd med et Haandsving og en stor Spand, der kunde vi jo gaa hen og faa ham vadsket i en Fart."
Da de kom hen til Brønden var Rebet der ogsaa, men Spanden var borttagen.
De besluttede derfor at binde ham til Rebet og fire ham ned i Brønden ; dernede skulde han saa vadske sig; og naar han var færdig, skulde han trække i Rebet, for at de atter kunde hejse ham op.
Saaledes gjorde de ogsaa ; men næppe havde de faaet ham firet ned i Brønden, før nogle Vægtere, der var tørstige baade af Varmen, og fordi de havde været paa Jagt efter en Synder, kom til den samme Brønd for at drikke, og saasnart Andreuccios nye Kammerater fik Øje paa dem, smurte de øjeblikkelig Haser og slap bort, uden at nogen saa dem.
Imidlertid havde Andreuccio gjort sig færdig dernede og trak i Rebet; og Vægterne skilte sig af med deres Træskjolde, Vaaben og Hjælme og begyndte at hejse til Vejrs i den Tanke, at Spanden hang fyldt ved Enden af Rebet.
Lidt efter naaede Andreuccio Kanten af Brønden og greb om den med begge Hænder; men Vægterne blev ved dette Syn saa forfærdede, at de uden at sige et Ord slap Taget og stak af det bedste, de havde lært.
Andreuccio forstod ikke, hvad dette skulde betyde, og havde han ikke haft saa godt fat, vilde han sikkert være styrtet ned i Brønden igen og have slaaet sig slemt, om han ellers var kommen derfra med Livet. Men nu kravlede han frem og forbavsedes endnu mere, da han saa de bortkastede Vaaben, thi han vidste, at hans Kammerater havde været ubevæbnede.
I denne Tvivl og Uvished besluttede han sørgmodig over sin Skæbne at forlade Stedet, og uden at røre nogen af Sagerne gik han sin Vej, uden at vide hvorhen.
Undervejs stødte han imidlertid igen paa sine to Staldbrødre, der var komne for at hejse ham op af Brønden og nu, da de fik Øje paa ham, var komne for at hejse ham op af Brønden og nu, da de fik Øje paa ham, forundrede spurgte ham, hvem der havde hjulpet ham op.
Andreuccio svarede dem, at han selv ikke vidste det, og fortalte dem saa nøjagtigt, hvad der havde tildraget sig, og om, hvad han havde fundet ved Brønden. Deraf gættede de, hvordan Sagen hang sammen, og fortalte ham leende, hvorfor de var flygtede, og hvad det var for Folk, der havde hjulpet ham op.

Teksten fortsetter under reklamen!



Da det imidlertid var sent paa Natten, gik de uden at spilde Tiden med videre Forklaringer den lige Vej til Domkirken, hvortil de med Lethed skaffede sig Adgang. Snart efter stod de ved Bispens Sarkofag, der var af Marmor og meget stor, og med deres Brækjern fik de det tunge Laag lettet saa meget, at en Mand kunde klemme sig igennem Aabningen.
Saa sagde den ene: „Hvem kryber saa derned?"
„Ikke jeg," svarede den anden.
Og heller ikke jeg,"sagde saa den første; „det kan jo Andreuccio gøre."
„Nej, mænd om jeg gør," sagde Andreuccio.
„Hvadbehager !" skreg de to Skælmer, idet de vendte sig imod ham, „du vil ikke, siger du? Men du skal, eller ogsaa skal vi give dig paa Hovedet med disse Jærnstænger, til du hverken kan sige buh eller bæh."
Andreuccio føjede dem saa af Frygt for deres Trusler, men da han var kommen ned i Kisten, tænkte han ved sig selv:
De har sendt mig herned for at snyde mig, for saa snart jeg har udleveret dem alt og har min Møje med atter at krybe ud af Kisten, stikker de naturligvis af og lader mig staa tomhændet tilbage.
Han besluttede derfor at sørge paa Forhaand for sig selv, og ihukommende den kostbare Ring, hvorom han havde hørt Gavtyvene tale, trak han den af Ærkebispens Finger og stak den til sig.
Derpaa gav han dem Krumstav, Bispehue og Handsker, klædte Liget af til Skjorten og rakte alting op til dem og sagde saa, at nu var der ikke mere dernede.
De andre forsikrede, at Ringen maatte være der, og sagde, at han skulde søge overalt, men hvor meget Andreuccio end søgte og søgte, kunde han ikke finde den, og paa denne Maade holdt han dem hen en god Stund.
Men de to Gavtyve, der stod udenfor, var lige saa snedige som han, og da de saa, at han ikke vilde udlevere Ringen bad de ham endnu en Gang se rigtig godt efter, slog Jernstangen, der holdt Laaget oppe, fra, flygtede og lod ham alene tilbage, indestænget i Sarkofagen.

Hvordan Andreuccio blev til Mode, da han mærkede dette, kan enhver let forestille sig. Ganske vist forsøgte han flere Gange med Hoved og Skuldre at løfte Kistens Laag; men alle hans Anstrængelser var forgæves, og tilsidst segnede han, overvældet af Fortvivlelsen, afmægtig om paa Ærkebispens Lig, saa at den, der i dette øjeblik havde set de to, skulde haft svært ved at sige, hvem der var mest død, Ærkebispen eller han.
Men da han atter kom til sig selv, begyndte han at fælde bitre Taarer, idet han klarligen indsaa, at der ingen anden Udsigt var for ham end enten, ifald ingen kom og aabnede Kisten, der at dø af Sult og Stank uden andet Selskab end Maddikerne i Liget, eller ogsaa, hvis nogen kom og fandt ham, at blive hængt som Tyv.

Teksten fortsetter under reklamen!



Medens han nu i sin Fortvivlelse tumlede med slige Tanker, hørte han Fodtrin i Kirken og Stemmer af mange Mennesker, og han formodede straks, at de var komne i samme Hensigt som han og hans Staldbrødre, og hans Rædsel voksede derved.
Men da de havde aabnet Laaget og sat en Stang for, kom de op at skændes om, hvem der skulde krybe ned i Kisten, og ingen vilde gøre det.
Omsider, efter en lang Trætte, sagde en Præst: „Hvad er I egentlig bange for? «Tror I, han æder jer? De døde æder ikke levende Mennesker. Nu kryber jeg derned." Og med disse Ord støttede han Brystet imod Kistens Rand og svang med Hovedet udadvendt Benene indenfor, for saaledes at lade sig glide baglæns ned.
Da Andreuccio saa det, rejste han sig op, greb fat i Præstens ene Ben og begyndte at hale i ham.
Men næppe havde han begyndt, før Præsten opløftede et vældigt Skrig og med et Sæt svang sig op af Kisten, og derved forskrækkede sine Kammerater i den Grad, at de allesammen tog Flugten, som om de havde hundredetusind Djævle i Hælene.
Da Andreuccio saa Sagerne tage en lykkelig Vending, som han aldrig kunde have ventet sig, sprang han ufortøvet op af Kisten, som de havde ladet staa aaben, og forlod Kirken ad samme Vej, som han var kommen.
Efter at han med den omtalte Ring paa Fingeren havde vandret nogen Tid paa Lykke og Fromme, kom han ved Daggry til Stranden, hvorfra det var ham let at finde Vej til Herberget, hvor hans Selskab og Værten hele Natten havde været bekymrede for hans Skyld.
Da han fortalte dem, hvordan det var gaaet ham, gav Værten ham det Raad øjeblikkelig at forlade Neapel.
Det gjorde han ogsaa og vendte tilbage til Perugia, efter at han, der var rejst ud i den Hensigt at købe Heste, i Stedet for havde sat sine Penge i en Ring.








oppdatert 21.05.21
Page visited 1008 times
Totalt:
11.973.970  visitors

Dette nettstedet er organisert av VGSkole.no som en ressursbase for elever i videregående skole
This site is designed and created by VGSkole.no for educational purposes

Kontaktinfo







Ny bok!


Forfatter og bok
Bakgrunnsstoff