Fra "Amtmandens Døtre" (1855)
av
Camilla Collett
"Endnu Skræk i disse hulde Miner? . . . .
Unge Pige, du kjender ikke Lorenz Brandt. Nei, du kjender ham ikke. Han er ikke af disse Lurendreiere, disse Faar i Ulveklæder, som sniger sig omkring den vergeløse Uskyld for at lokke den og daare den med farlige Kunster. Han er en Nordmand af det gode gamle Kuld . . . .
Hver Draabe Blod i ham er egte, ser du! . . . .
Der er en anden Malm i ham end i den Troppisten, denne fine Skrællingen, som gaar der og sætter dig Skruer i Ho'det. Jeg mener det redelig, jeg! . . .
Hvad jeg siger, siger jeg af Hjertens Overbevisning . . .
af fuld Hjertens Overbevisning siger jeg: Dig vælger jeg blandt alle Jordens Piger . . . . .
Ene dig tilbyder jeg min Haand og mit Hjerte! . . . .
Fanden i alle de andre . . .
O Pige! mindes du vor Barndoms stille Dage!
Två plantor uti Hildings gård,
Ei Norden för sett två så sköna,
De växte herrligt i det gröna . . ."
Her gjorde Sofie en fortvilet Anstrengelse for at komme forbi; men Lorenz, sterkere end hun, stødte med et eneste Fodspark Kloppen, som tjente til Overgang over Aaen, tilside. Ved denne Manøvre kom han noget ud af Ligevegten og greb efter Sofie, hvem Skrækken nu i den Grad overvældede, at hun tabte al Besindelse. Lidt mere Erfaring vilde have lært hende, at her var mere en indbildt end en virkelig Fare forhaanden. En rolig, frygtløs Opførsel vilde ganske have holdt ham indenfor Skrankerne. Det blotte Syn af hende havde jo allerede ladet ham glemme sine feige Trudsler. Men den attenaarige Frygt ræsonnerer ikke, den er instinktmæssig, ubændig, grænseløs; den overveier ikke, den skjælver blot i Raahedens Nærhed.
Med et Skrig styrtede hun tilbage mod Indgangen; men da Grotten lukkede Hulveien og følgelig ingen Tilflugt kunde yde hende, klatrede hun med Skrækkens Behændighed op ad de bratte Klipper. Det lykkedes hende at naa Midten af den steile Brink, og her blev hun hængende uden tilstrækkeligt Fodfæste, klamrende sig til en skrøbelig Busk, der hvert Øieblik truede med at give efter, og raabte alt hvad hun kunde om Hjælp. Nedenunder udtømte Lorenz sig i de ynkeligste Bønner og Klager, og den graa Puddel stemmede i med ved at hyle af fuld Hals.
Man sige ikke, at Virkeligheden mangler geniale Momenter. Ingen Oldtidens bevingede Gud, ingen Lafontainesk eller Claurensk Romanhelt kunde i et lignende Tilfælde være kommen mere à propos, end Kold kom i dette Øieblik. I et Nu havde han stødt Lorenz tilside og med et kraftigt Spring naaet op til den ængstede, som med et Henrykkelsesskrig kastede sig i hans Arme.
Hvorledes han kom over Aaen med hende, derom melder Historien intet paalideligt; men den fortæller, at han først stansede, da han havde naaet Ledet ved de to store Graner, og at han her sagte lod sin Byrde glide ned paa Mosset.
Men Sofie slog Øinene op og kastede sig heftig om hans Hals igjen.
"O slip mig ikke, slip mig ikke!" bad hun. "Har vi ikke lidt nok?"
"Hvad siger du, Sofie! . . . Det er mig, det er mig! . . . Sofie . . . Og du tilstaar det! . . . O sig det igjen!"
"Ja, ja, jeg tilstaar det," sagde hun og hævede de straalende Øine op mod ham. "Jeg har sagt det, jeg kunde ikke andet . . . Forstød mig nu, hvis du kan! . . . Du kan det ikke!"
Hvor mange Ord de elskende fik sagt? . . . Maaske ikke et eneste. De kyssede hinanden, de klyngede sig til hinanden i en saa lidenskabelig Angst, som om de anede dette Øiebliks bittersøde Betydning for hele Livet . . .
Var der gaaet Minutter hen, eller "var det Sekunder bare, ei længer Salighed kan vare", siger jo Digteren? . . . Ak, at det skal være saa, ak, at det skal være saa! Nornen, den mørke, vrantne Norne, regner det ikke saa nøie med en Time, en Dag mere i Lidelsens Terminer; men merker hun, at en menneskelig Fryd vil springe ud, saa tæller hun karrig Sandkornene!
Sofie udstødte et sagte Rædselsskrig. Tæt bag dem oppe paa Gjærdet stod en liden, hæslig Gnomegestalt og stirrede paa dem med uhyggelig opsperrede Øine. I Haanden holdt den en lang Hasselkjep, som den med en besynderlig Grimase strakte ud mod dem. Synet stod der saa pludselig, at det bogstavelig saa ud, som om det var skudt op af Jorden.
Men Fossen brummede i Nærheden, og derfor gik det ganske naturligt til, at Vesle Ole -- thi det var ingen anden end ham -- , barfodet som han var, kunde liste sig ubemerket ind paa dem.
"Hvad vil du!" fór Kold op, selv et Øieblik rystet af Skræk.
Der skulde en særegen, i Kunsten indviet Begavelse, som lykkeligvis Kold var i Besiddelse af, til for at bringe ut af Ole, hvad Erende han var sendt i, naar dette ikke indskrænkede sig til en Brevdues Hverv, men bestod i noget, der krævede menneskelig Tanke eller Tale. Dette Erende var ogsaa af en usedvanlig indviklet Art. Det var ikke alene paalagt Ole at søge Kold op for at melde ham, at der var kommen en Fremmed til Gaarden, som vilde besøge ham, men ogsaa, at den Fremmede tilligemed Herskabet var gaaet ud for at møde ham.
"Hørte du, hvem det var?" spurgte Kold.
"Je' veit inte!"
"Har du aldrig set ham før? Har han aldrig været paa Gaarden før?"
"Je' veit inte!" "Er det den Herre, som var her ivaar, og som gav dig en Mark, da du holdt Hesten hans?"
Et Smil, et Grin opklarede Oles Ansigt; han ledsagede dette med en udtryksfuld Pegen opad mod Gaarden.
"Müller!" hviskede Kold med formørket Mine. Allerede kunde han se et Par Damer, ledsaget af en Herre, bevæge sig nedad Stien henover Bakken.
Kold vendte sig til Sofie, der, skjælvende af saa mange Sindsbevægelser, støttede sig mod Granen.
"Fat Dem," sagde han, "gaa De dem imøde . . . Jeg bliver her! . . . O vær flink! . . De kan det bedre end jeg . . . Men imorgen! . . . O, Sofie, Sofie!"
Hun var allerede borte.
"Müller!" mumlede Kold. "Hvilken Djævel fører ham netop i dette Øieblik hid? Men han skal intet faa at vide. Dette Satyrblik skal jeg holde ude fra min Helligdom."
Fra sit Skjul kunde han se Sofie slutte sig til Selskabet, der langsomt bevægede sig nedad Stien mellem Nøddekrattet; først da vovede han sig frem. Paa Broen stansede han for at vinde mere Fatning. Han bøiede sig mod Fossestupet, som om han vilde betro Dybets Magter sin Lykke.
Natten, den blanke Sommernat, var allerede rykket frem, før Selskabet skiltes for at begive sig til Ro. Sofie var gaaet som i en Drøm den hele Aften. Hendes høirøde Kinder og det særegne, besynderlig fraværende Blik havde for en skarp Iagttager let kunnet forraade, at der var foregaaet noget usedvanligt. Lykkeligvis havde hendes Moder og Søster været for meget optagne af Gjesten til at lægge videre Merke dertil. Kold havde ved en usedvanlig snaksom Munterhed søgt at drage Opmerksomheden derfra. Til hende vovede han slet ikke at tale; men han havde fundet Anledning til at stikke hende en Seddel i Haanden, hvori han bad hende om en Sammenkomst Kl. 6 den følgende Morgen. Den skulde finde Sted under de to store Graner, disse stumme Vidner til deres Pakt, og han foreslog dette Klokkeslet som det beleiligste til et flygtigt Møde, medens endnu hele Huset sov. Sofie bar denne Seddel hos sig. Hvert Øieblik greb hun tvilende til den for at overbevise sig, om den var der, og om det ogsaa virkelig var sandt.
Klokken var 12. De to Venner havde sagt Godnat og trukket sig tilbage paa Kolds Værelse.
Det var da endelig kommet, det Øieblik, da Sofie turde være alene med sine Tanker; kun havde hun endnu et Erende at udføre, som hendes Moder havde paalagt hende.
Ja, Virkeligheden har sine geniale Momenter, betydningsfulde, poetiske, kunstnerisk fuldendte Momenter, hvori Tilværelsen, midt i sin Hverdagsdvale, pludselig slaar ud i Blomst og Duft. Men den har ogsaa Momenter, Sammenstød, Kombinationer af Begivenheder, der fremtræder saa fatale, saa uheldvarslende, med en saa skjærende Ironi, at man maa holde meget fast ved Troen paa, at ogsaa disse er Led i et alkjærligt og alvist Forsyns Styrelse; thi de ser snarere ud som et Stykke af et Digt, udtænkt i en Dæmons opfindsomme Hjerne.
Og denne Dæmon! Vi kjender alle dens Navn. Det klinger saa uskyldig prosaisk, som om det ikke var noget at ængste sig for. Vi kalder den: Tilfældighed. I Mandens Liv en Slags Husnisse, en brydsom Spilopmager, som han dog kjækt kan være paa sin Post imod og efter Omstændighederne betvinge. I Kvindens Liv en forfærdelig Magt, til hvem hun paa Naade og Unaade maa overgive sig, stum og viljeløs.
Til Kolds Værelse, adskilt kun ved en tynd Bordvæg, stødte et Aflukke med Adgang til Korridoren, der tjente til Husets Klædekammer.
Det var herop i dette Klædekammer, Sofie blev sendt for at hente noget Linned. Da hun sagte aabnede Døren, hørte hun Kold og Müller i en Samtale indenfor. De to Røster lød saa klart og sterkt i Aftenens Stilhed, at hun kunde tro sig i samme Rum, havde hun ikke vidst det bedre. Et Øieblik stod hun fortabt i at lytte til den kjære Stemme. Da hørte hun sit Navn nævne; forskrækket søgte hun, hvad hun skulde hente i Linnedskabet, og vilde skynde sig bort; men inden dette var lykkedes hende, havde hun mod sin Vilje hørt saa meget, at hun ikke kunde gaa derfra. Som fastnaglet blev hun staaende uden Bevidsthed om noget udenfor hende; hendes Sjæl laa i hendes Øre.
Inde i Værelset hos de to Herrer finder vi Müller paa sin gamle Plads i Sofaen; paa Karmen af det aabne Vindu sad Kold og syntes opmerksomt at betragte Trætoppene og den blanke Nathimmel. De første indledende Replikker har han efter al Sandsynlighed besvaret noget kort og distrait.
"Det forekommer mig dog," fortsatte Müller, "at du nu maa have faaet en grundig Oversigt over en Amtmands Pligter og Rettigheder, og den Birolle, du har spillet som Informator, er jo ogsaa endt, siden den unge Herre er bleven Student. Eller har du maaske andre Biroller her i Huset?"
"Amtmanden har ikke flere Sønner."
"Nei, men Døtre."
"Men hvoraf ingen trænger til min Lærdom. Den ældste er næsten ligesaa gammel som jeg selv, og den anden er netop kommen ud af et Institut i Kjøbenhavn."
"Nu, der kunde jo gives andre Biroller. Altsaa, du har ikke det allermindste her at bestille? Hør nu blot. Den Ansættelse i Stockholm, som du engang attraaede saa meget, staar dig nu aaben."
"I Stockholm, siger De?" raabte Kold og vendte sig ende- lig om.
"Nu ja, i Stockholm, i Stockholm, er det ikke forstaaeligt?"
"Ak, kjære Müller, har De endnu slige Planer med mig?
Jeg troede, at De havde opgivet dem nu."
"Om jeg har slige Planer endnu? Ja, Død og Plage, har jeg det, og slemt var det, om jeg ikke havde dem for dig. Medens du ligger heroppe og idylliserer og tænker paa ingenting eller det som er endnu værre, har vi handlet paa dine Vegne. Som det altid pleier at gaa slette Subjekter, har du Lykken med dig. Hør nu. N. har faaet et Aars Permission fra Petersburg, og vor flinke S. derinde overtager hans Post, som han sandsynligvis kommer til at beholde, da det siges, at N. skal gifte sig med en rig Grossererenke i Gøteborg og neppe gaar tilbage til Diplomatiet. Altsaa, S.'s Plads bliver ledig og skal besættes med en Norsk."
"Og den Plads kunde jeg faa! Det er vel ikke at stole paa."
"Du kan faa den. Jeg gik straks op til Excellencen Due, som heldigvis ikke var reist endnu. Han gav mig det bedste Haab for dig. Du har blot at indlevere din Ansøgning, og inden næste Foraar maa du indfinde dig i Stockholm. Din Onkel var sjæleglad. "Det er netop en Stilling for Georg; han passer lidet for Livets spidsborgerlige Forhold," sagde han. Nu, min Gut, spring, syng og dans, men fald mig bare ikke om Halsen."
"Jeg takker Dem, Müller . . . Hvor De er god, at De tager Dem saaledes af mig . . . . . Men . . ."
"Nu, men?"
"Oprigtig talt, jeg har ganske tabt Lysten til denne Post."
"Saa, du har tabt Lysten dertil, jasaa . . .
Det var da besynderligt. Du troede dog engang selv . . ."
"Ah, det var en Grille, et Indfald. For et ungt, umodent Menneske kan hin Karriere vel have noget lokkende. I Grunden er det dog et Skinliv, man fører. Jeg tror mig ikke mere skikket dertil; jeg føler mig draget mod en gedignere, selvstændigere Stilling i Livet, lad den end være mindre be- merkelig."
"Nu, det er rosværdigt, det er vakkert. Det røber en solid Anskuelse, en Anskuelse, som er sjelden i dine Aar. Kun vilde jeg gjerne høre disse gedigne Planer. Vil du maaske gaa ind som Kopist i Revisionsdepartementet?"
"Ja, hvorfor ikke!"
"Ja, hvorfor ikke! . . . Det er en solid og hæderlig Stilling, en Stilling, hvori man undertiden oplever de gladeste Overraskelser, ligesom A., der veddede, at han netop ved Slutningen af det tiende Aar vilde være Fuldmægtig, og se, han blev det Aaret før. Du har Lykken med dig, du kan maaske inden tolv Aar være Bureauchef."
"Det er ikke umuligt."
"Eller har du Lyst til at blive Bygdeprokurator? Hvilken hyggelig liden Polskpas du saa kan faa om Søndagen med Bønderne! Det vil være noget for dig! Eller synes du bedre om en Lensmandspost?"
"Det er ogsaa godt. Saa er man jo saagodtsom Stortingsmand! . . . . Nei, kjære Ven, jeg tænker i Grunden ikke paa nogenting. Jeg har det for Øieblikket saa godt, at jeg ikke gider plage mig med Fremtiden. Til Nytaar er min Tid udløben her, og den Tid, den Sorg, tænker jeg."
Der blev en Pause, hvori Müller udblæste store Røgskyer, og Kold morede sig med at mishandle sin Ridepisk. Endelig sagde Müller:
"Hun er smuk; din Smag er ikke ilde."
"Hvem? Hvad mener De?"
"Jeg mener blot," blev Müller rolig ved, "at hun er smuk, og at din Smag ikke er ilde, ja, hvad der næsten aldrig har hændt mig før, hun har frapperet mig. Hun kom os imøde paa Stien, da vi skulde ud for at opsøge dig."
"Ah, det er Frøken Sofie, De mener?"
"Ganske rigtig, Sofie, saaledes kaldte du hende engang. Hun mødte os som sagt paa Stien, hvor vi ogsaa var saa heldige at træffe dig. Det er altsaa hende, tænkte jeg, som har voldt den stakkels Kold saa megen Ærgrelse og Tidsspilde, og som du forrige Gang skildrede mig som et uhyggeligt, forskruet Væsen. Hun syntes at være i en altereret Tilstand; hendes Stemme sitrede, og hendes deilige Haar, som jeg aldrig har set Mage til, befandt sig i en høist malerisk Uorden. Det var ordentlig Synd, at det Syn skulde være spildt paa et Mammuthhjerte som mit. Fruen spurgte, hvor hun havde gjort af sin Hat, hvortil hun svarede, at hun havde vovet sig for langt op ad Fjeldet, var gleden ud og havde mistet den deroppe. Mama skjendte over hendes Vildskab, men med et Blik til mig, som om hun vilde sige: Har De set noget yndigere? Mig hilste hun med en viss Kulde, og jeg har forgjæves søgt at nærme mig hende iaften. Der er noget aparte ved hende. Men smuk og nydelig er hun som en Ulykke. Er du kanske ikke af den Mening?"
"Jo unegtelig, det er hun. Frøken Ramm er en meget smuk Pige," sagde Kold og brød sin Pisk over. Sofies Smil, det særegne, hvormed hun havde forkyndt ham hans Lykke, steg i det samme forræderisk frem i hans Erindring, og forskrækket lagde han til: "Men der er et Træk ved Munden, som ikke er smukt. De sagde, synes mig, at S. allerede er kommen til Petersburg; kan det være muligt?"
"Til Petersburg. Det Træk ved Munden, som ikke er smukt, har jeg slet ikke bemerket. Hendes Ansigt er, tror jeg, af den Art, der ikke maa analyseres. Det hele gjør et frappant Indtryk."
"Hvilken Lykke han har gjort i saa kort Tid! Og N., hvad var det, De fortalte, at han . . ?"
"N. trækker sig tilbage for at gifte sig" . .
"Ja, ja rigtigt, med en rig Enke . . Men han skulde jo blive Baron Manderstrøms Eftertræder i Kabinettet; hvem faar da den Post?"
"Diplomatiet begynder pludselig at interessere dig. For et Øieblik siden syntes du kun at bryde dig lidet om det hele. Georg!
. . Om alt det skal jeg siden oplyse dig . . . . Om alt, hvad du vil . . Georg . . Læg kun din Pisk hen. Jeg skal siden forbinde Bruddet . . . Hør, kjære Georg, ved Gud, jeg mener dig det vel," sagde Müller med en Bevægelse, som om han vilde lægge Piben bort, medens han langsomt førte den til Munden igjen, en Manøvre, som Kold kjendte meget godt, og som betød et ualmindeligt Alvor.
"Ser du, jeg vilde saa gjerne gjøre noget dygtigt af dig, og det skulde ogsaa lykkes, hvis du ikke altid stod dig selv iveien. Disse evige Forlibelser er for et Menneske af din Beskaffenhed er en ren Ulykke. De sætter dig idelig ud af Ligevegten, forstyrrer dit Humør og hemmer din Udvikling. Og tilsidst vil det dog, trods dine Forsikringer, ende med, at du for Alvor bliver hængende. Jeg siger ikke, at det gaar saa med din nærværende Inklination, meget muligt, at den ender som alle dine andre, men alvorlig eller ei, saa kommer den forbistret ubeleiligt. Hør, Georg, riv dig løs . . . Straks, om du kan . . . Gaa til Stockholm og frels din Sjæl! Naar ti Aar er forløbne, naar du er bleven en moden, holden Mand, saa i Guds Navn, forelsk dig, saa meget du vil."
"Men Müller . . . Hør dog! . . . Der er jo ikke Tale om . . ."
"En forbistret Historie! Sig mig, hvor vidt er du avanceret med hende? Maaske Ondet endnu kan afverges. Kniber det, saa kunde maaske jeg tale med Frøkenen og se at faa det afgjort paa en pyntelig Maade."
"Er De gal! For Guds Skyld! Jeg siger Dem jo, denne Sag angaar ikke Frøken Ramm. Hun har ikke ringeste Indflydelse paa mine Fremtidsplaner."
"Det skulde glæde mig, hvis det stod i din Magt at overbevise mig derom."
"Overbevise Dem om, at dette ikke angaar hende!" sagde Kold, bragt til det yderste . . . "Men forstaa dog! Jeg elsker hende ikke. Der er intet, intet mellem os."

-------

Arme Kold! Kjære Læserinde! Hvis du er over tyve Aar -- er du under tyve Aar, nytter det ikke -- , men hvis du er over tyve Aar, saa vil vi her, netop her, førend du ganske bryder Staven over ham, lægge et Ord ind for ham. Ja, det er stygt, meget stygt af ham, og enhver kan efter sin egen Smag tænke sig en bedre og elskværdigere Maade for ham at slippe derfra paa. Han kunde f. Eks., naar han saaledes blev lagt saa smaat paa Pinebænken, ende med at slaa i Bordet og sige: "Ja, for Fanden, det er sandt altsammen, lad mig bare i Ro!" Men saa havde det ikke været Kold, vor Kold, og han havde maaske ikke elsket saa varmt, saa iversygt, saa nærig ængstelig for sin Skat som han. Og lad os saa være ærlige. Hvem er ikke saaledes bleven tirret og tilsidst drevet til et Punkt, hvorfra han ikke mere har kunnet trække sig tilbage, og hvor han, uden at ville det, næsten uden at vide det, er bleven Jesuit? Enhver, der med Haanden paa Hjertet tør sige, at han aldrig har været det, aldrig har sagt noget om sin dyrebareste Ven, som denne ikke maatte høre, og at han havde Mod til at læse, sort paa hvidt, alt, hvad denne dyrebare Ven har sagt om ham, nu vel, den, der kan det, han kaste Stenen. Og endelig vil vi minde om, at ethvert af disse ulykkelige Ord falder i en Sjæl, der mindst af alle er skikket til at forstaa dem, og at han ved ethvert af disse Ord, som en skadefro Aand synes at lægge ham paa Tungen, frasiger sig sit Livs største Glæde.
"Du elsker hende ikke! Ja, ja, det er en anden Sag," sagde Müller, og Gløden af hans nystoppede Pibe kastede et næsten dæmonisk Skjær over hans uskjønne Træk. "Men du kan dog ikke negte, at det klinger forbandet utrolig, at du skulde kunne leve under ett Tag med en attenaarig Skjønhed uden at anfegtes."
"De burde have bedre Tanker om mig, Müller," sagde Kold, idet han tog sin Tilflugt til krænket Alvor, "jeg, som ganske nylig, sort paa hvidt, har skriftet for Dem al min Modgang, alle mine Ulykker i den Vei. Slige Erfaringer pleier dog at gjøre Folk besindigere. Skjønhedens Magt indrømmer jeg villig; men kan der da ikke tænkes Egenskaber, som tilintetgjør den, og det netop saadanne, der frastøder mig?"
"Det maa være nogle bansatte Egenskaber, der kan øve en saadan nedslaaende Virkning paa dig. Da du altsaa ikke bryder dig om den lille Dame, saa kan du nok betro mig, hvad det er for Egenskaber, der vansirer hende. Er hun kanske ligesaa doven og egensindig, som da hun var din Elev?"
"Doven og egensindig! . . . . En doven og egensindig ung Dame!" raabte Kold, med Nød og neppe betvingende sig; "hvad vil det sige? Det er jo ganske betydningsløst!"
"Er hun da enfoldig . . stupid! . . Du mente engang . . . ."
"Jeg har intet ment. Hun var dum som Barn; men hun kan jo have lagt sig Forstand til siden. Jeg tror nok, at hun nu har, hvad hun deraf behøver."
"Det tænkte jeg nok. Naar det kommer til Stykket, er hun et Mønster. For Fanden, noget maa der da være! Er hun koket, letsindig, intrigant, ondskabsfuld?"
"Hvad falder Dem ind? Jeg tror, Frøken Sofie har det bedste Hjerte. Det er en Pige med Karakter, med en livlig, sterk Sjæl . . . . Men hun har noget originalt, for ikke at sige excentrisk i sine Anskuelser . . . Hvad synes De om Søsteren?"
"Ah! Excentrisk! . . . Jeg forstaar . . Hun er poetisk, forskruet, emanciperet?"
"Netop, der traf De det," sagde Kold og brast i Latter over denne løierlige Vending i det pinlige Forhør.
"Virkelig! Nei alvorlig . . . Er hun af den Sort? Ja, hun saa ud til noget sligt. En norsk femme émancipée! Det var morsomt, det var noget ganske nyt! Hvordan ytrer det sig? Røger hun Cigar? Bærer hun Sporer? Sidder hun tilhest som salig Dronning Caroline Mathilde?"
Kold rødmede af Forbitrelse. Han kunde have myrdet Müller.
"Nu, bliv ikke fornærmet. Hun røger altsaa ikke Tobak . . Hun bærer ikke Sporer. Det er en aandelig Amazone, en hyperboræisk Georges Sand, der aander et glødende Had mod det hele Mandkjøn og dets Nedrighed og Despoti?"
"Netop."
"Hvilket dog ikke hindrer disse Damer fra at have sine smaa Privatinklinationer."
"Naturligvis."
"Og du gjør formodentlig, hvad du kan, for at nære Flammen?"
"Naturligvis. Har jeg andet at bestille?"
"Og uden at tændes selv?"
"Vær ikke bange. Det er blot en ny Blomst, jeg fletter i mine Seiervindingers Krans. De emanciperede Damer er desuden de mindst farlige."
"Det har jeg hørt. Selv har jeg ikke erfaret det. Min stakkels Bolette var ikke af den Klasse Skabninger . . . Har hun allerede erklæret sig?"
"Hm . . . ikke ganske; men jeg venter, at det vil ske med det allerførste. Jeg har Kurven færdig; det kan De stole paa."
Müller saa længe stivt paa ham. "Saa? Virkelig! . . . Det var meget!"
En Pause indtraadte, hvori Müller syntes at falde i Tanker. "Hør, Georg, ved du hvad, driv ikke dette Spil for vidt. Vil du lyde mit Raad, saa lad det ganske fare. I Grunden har jeg ondt af den stakkels Pige. Vær skikkelig mod hende og forbered hende paa det uundgaaelige . . ikke for pludselig . . . Det duer ikke . . . Ikke for pludselig."
Kold saa studsende paa ham. Nu først merkede han af Müllers Miner, der havde antaget et ganske eget Præg, at denne opfattede det hele som det strengeste Alvor. Det var aldrig faldt ham ind, at kloge, men lidet gemytfulde Mennesker i Følelsens Sfære undertiden kan vise sig overordentlig enfoldige. Han blev næsten forfærdet over, at det var lykkedes ham ved en grov Spøg, hvad han med al sin Forstillelse ikke havde kunnet opnaa, nemlig at skuffe Müller. Denne Spøg brændte ham paa Læberne som en Vanhelligelse, og dog turde han ikke tilbagekalde den. Skulde han lade sig fravriste sin dyrebare Hemmelighed, som han neppe selv eiede, neppe selv turde tro paa, og det af en Mand, der maaske vilde gjøre en udelikat Brug af den?
________
Man vil paastaa, at der i den kvindelige Sjæl fortrinsvis er nedlagt en lykkelig Evne, ja en Drift til Forsagelse.
Vi vil ikke indlade os paa nogen subtil Drøftelse af denne særegne Evnes Natur, men overlade dette til Psykologerne. Den træder os uimodsigelig imøde i saa mange mildt resignerede, men, desværre maa det føies til, ogsaa i saa mange mørkt furede, ligesom forstenede Fysiognomier, der fortæller os, at denne "naturlige" Smag for at lide ikke ret har strakt til, og at Forsagelsen er bleven dem strid nok.
Visst er det, at over Barnets Ansigt, der leger med sin Dukke, kan allerede denne Forsagelse ligge som en sørgmodig Anelse; den klang gjennem det Svar, som den lille seksaars Pige, da hun første Gang blev buden paa Barnebal, gav sin Moder, der undrede sig over, at hun stod der saa stille og traurig, hun, der nu havde faaet sit høieste Ønske opnaaet: "Ak, Mor, var det bare en liden Fornøielse, da skulde jeg nok være glad, men saadan en stor Glæde, den bliver der vist ikke noget af." Saalænge denne Forsagelse er Refleksen af den Ydmyghed, Gud nedlagde i Kvindens Sjæl, er den smuk, rørende og vel signelsesrig; den er hendes bedste Støtte mod Skjæbnens Vilkaarlighed, det er den, der gjør hendes Glæde mere straalende, hendes Hengivelse og Udholdenhed i Modgang større end nogensinde Mandens. Han taler og handler, hun lider og tier. Ja, den er smuk denne Vilje til at lide og tie, denne Guds og Naturens Taushed i hende, den er skabt til at seire i sin stille Magt.
Men Menneskene opdagede, at der kunde drages grove Fordele af den. I deres Samfunds Interesse var det ikke nok, at hun kunde bringe Ofre og tie, hun skulde ogsaa kunne nedværdiges og tie. Og de omskabte hin Guds og Naturens Ydmyghed i hende til Feighed og Forsagthed, betog den Kjærlighedens og Frihedens Aand, og Raaheden bøiede sig ikke længer for den, men misbrugte den. Og de opfandt en Skare pinlige og despotiske Love og omgjærdede hende dermed for evig at holde hende i Frygten -- med ett Ord: de kvalte i hende Troen paa den store Glæde og gav hende, som Vederlag derfor, de smaa Fornøielser.
Sofie var opvokset i denne Trældommens Aand; hun havde med Morsmelken indsuget de i denne Trældom gjældende Leveregler, og aldrig havde hun i sin Hjembygds snævre Sfære oplevet nogen Forsyndelse mod den. Hun havde set sine Søstre, stumme bøiende sig, bringe sit Liv som Offer. Men hos hende havde alligevel Idéen om en Kvindelighed, sandere og mere gudbesjælet end det Monstrum, som Menneskene kalder saa, tidlig rørt sig. Vi har set, hvorledes denne ubemerket brød sig mod Omgivelserne, indtil hun selv opgav den som en Vildfarelse. Da lærte hun Kold at kjende. Han havde selv lært at afsky Trællesindet og at erkjende et andet, mere ædelt, mere ophøiet i Margrethe. I ungdommelig Tro saa han dette gjenopstaa i Sofie, gjenopstaa til Lykken, til Livet; han vilde blot lægge sin Tillid, sit glade, kjække Mod til. Under det korte Afsnit fra hendes Hjemkomst indtil hans Reise til Christiania havde han havt en overordentlig Indvirkning paa den unge Pige. Ved ham blev Chimæren til Virkelighed. Han aabnede hende Udsigter over Livet, som hun i sine dristigste Udflugter aldrig havde drømt om. I sin Varme saa han hverken de Hindringer, han havde at bekjæmpe, eller de Farer, hvorfor han udsatte sin Elev. Sofie tænkte ligesaa lidt paa Farer; men ogsaa det Øieblik kom, da hun, bortrykket fra sin trygge Grund, saa sig ene med ham, høit over den hele øvrige Verden. Da har hun vel med Bæven følt, at han ogsaa maatte give hende Ly, at det eneste, der her kunde redde hende, var hans Kjærlighed. Man vil derfor kunne begribe, hvorledes hun blev tilmode, da denne Støtte pludselig svigtede, og i hvilket Dyb af Modløshed hun sank tilbage, da hun troede sig forraadt af ham.
Ligesom forstenet var hun bleven staaende i den samme Stilling, hvori hun havde opfanget hvert Ord i den skrækkelige Samtale. Udenfor rakte hun mekanisk Pigen, der kom til, det Linned, hun havde i Haanden. Hun listede sig igjennem Amalies Værelse ind i sit eget, hvor den lille Natlampe paa Kommoden var tændt. Dens dæmrende Lys saarede hendes Øine, og Rummet forekom hende ængstende stort og tomt. Bag Forhænget trykkede hun sig skjælvende ned paa en Skammel; ingen Krog syntes hende snæver og dunkel nok til at skjule hende og hendes Smerte og hendes Ydmygelse. Hvorledes dette var gaaet til, hvad det var for skrækkelige Ord, hun havde hørt, det kunde hun ikke rigtig samle. Hun vidste kun, at hendes korte Drøm var endt, at den laa i Støvet. Bedraget, forhaanet, hendes Kjærlighed givet til Pris for en Fremmed, nedværdiget til et Tidsfordriv! . . . . At det hele kunde have sin Grund i hendes egen Opfatning, faldt hende ikke ind. Enhver, der med nogen Opmerksomhed har fulgt Sofies Udvikling, vil dette ikke forundre. Sofie opfattede alle Indtryk sterkt og umiddelbart. Ironien var hende uforstaaelig, hvor det gjaldt Livets alvorligste Ting. Hun havde endnu ikke gjort sig fortrolig med denne Nutidens Færdighed i at fornegte Følelser og, naar det gjælder, at sætte en spottende Maske for det dybeste og helligste. Ethvert Ord, hun havde hørt, havde slaaet dræbende ned i en Sjæl, som Opdragelsen havde gjort tvilende og frygtsom. Hun var tilintetgjort. En knugende Angst overfaldt hende ligesom Bevidstheden om en begaaet Brøde. Og hendes Brøde var, at hun havde troet paa Lykken, at hun havde drømt om den og med dristig Haand grebet efter den. Hvor ringe havde hun ikke i sit Overmod skattet Amalies Lod, hvor latterlige havde ikke mangen Gang dennes egte kvindelige Bestræbelser for at udpynte sin Misere forekommet hende! Endnu samme Dag var der undsluppet hende et Drilleri, der havde krænket Søsteren. O, paa sine Knæ kunde hun have bedt hende om Tilgivelse. Hun kunde have bedt alle, den usleste, om Tilgivelse, hvis hun havde kunnet give sin Skyld noget Navn.

--------

"Jeg fatter ikke," stammede Sofie, "hvad der kunde være iveien derfor . . . Der er intet her, saavidt jeg ved, som kan holde ham tilbage."
"Men jeg fattede det godt, da jeg for første Gang saa Dem igaar."
"Jeg forstaar nok, hvortil De sigter; men jeg forsikrer Dem, at De tager feil. Der er intet Forhold mellem Deres Ven og mig, intet, aldeles intet, der kunde hindre hans Lykke . . . .
Han elsker ikke mig!" lagde hun skjærende til.
"Det siger jeg just ikke. Hvis jeg troede, at det var Tilfældet, hvis jeg troede, at der var Alvor med i Spillet, saa blandede jeg mig visselig ikke deri -- -- "
"Naar De er viss derpaa," afbrød Sofie ham med bævende Røst, "saa indser jeg ikke, hvad De kan frygte af mig . . ."
"Men nu nyder han den ufortjente Lykke, at en ung, elskværdig Pige som De interesserer sig for ham . . ."
"O, Hr. Müller! Det har De ikke Ret til at formode . . ."
"Ingen Formodning, Frøken, jeg ved det."
"De ved det? . . . Han har sagt det! . . . . Har han dog? . . . Og til Dem! Det er umuligt!" raabte Sofie og slog Hænderne for Ansigtet. Da hun atter lod dem synke, beskinnede Solen et Ansigt, som Smerten næsten gjorde ukjendeligt. "O Gud," hviskede hun for sig selv, "saa var det dog sandt . . . Jeg tog ikke feil . . . . Saa var det dog sandt!"
"Hvad er sandt? Kjære, bedste Pige, hvor kan De tage Dem det saa nær?" sagde Müller og drog hende sagte ned paa Bænken igjen . . "Om De nu virkelig nærede denne lille Svaghed, om De endog tilstod ham det i et svagt Øieblik, hvad var det saa? Tror De, jeg vil dømme det saa haardt? Vel er jeg en gammel Bjørn, men jeg er hverken Pedant eller Filister. Hvor let kan ikke et stakkels Fruentimmer komme til at begaa et Brudd paa Reglementet! Et livligt Temperament, et Sind, der føler sig uafhængigt nok til at hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Smaaligheder . . ."
"Nei, o nei! Ved alt, hvad der er helligt," afbrød Sofie ham, "De gjør mig Uret! Jeg er ingen saadan sterk Sjæl, der vil hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Smaaligheder . . Det er grusom Bagtalelse! . . . . Jeg er ikke modig, jeg er ikke uafhængig . . . Det er ikke sandt! . . . . Jeg er en stakkels Pige, der kan lade sig mishandle i Stilhed saa godt som nogen -- som kunde lade sig krænke tildøde, uden at nogen fik at vide hvorledes."
Müller følte sig besynderlig ilde tilmode. "Ved Gud, dette smerter mig . . . . Det er saa langt fra, at jeg vilde gjøre Dem ondt . . . . . Det er Dem, som gjør mig Uret . . . stor Uret. De maa tro mig, at har jeg af Interesse for Kold sagt Dem disse Ting, saa har jeg i Sandhed ogsaa havt Deres Vel for Øie. Berolige Dem, kjære Pige! Jeg siger jo ikke, at Kold er ganske ufølsom for Dem . . . . Hvor kunde han være det! . . . Alene den Interesse, De skjænker ham, kan ikke andet end smigre ham . . . . . Den beskjæftiger ham levende, den vil be- skjæftige ham, saalænge han er i Deres Nærhed. Men jeg frygtede blot, at det, der for ham var en Leg, kunde ende med alvorlige Ubehageligheder for Dem. Jeg vilde ikke, at De altfor pludselig . . . jeg vilde advare . . . oplyse Dem . . ."
Under denne Tale var ethvert Spor af Bevægelse forsvundet fra Sofies Træk. "Altsaa, for min Skyld har De gjort dette," sagde hun, ligbleg, men rolig. "Uagtet jeg ikke ved, hvorved jeg har fortjent denne Interesse, som De, Hr. Müller, viser mig, saa takker jeg Dem dog. Har det været Deres Hensigt at oplyse mig, saa har De naaet den. De har oplyst mig fuldkommen godt. Har De endnu noget at sige mig, inden vi gaar ind?"
"Slet intet . . . Slet intet. Kun vil jeg -- endnu engang bede Dem, at De . . at De . ."
"O, De vil bede mig om at lade ham i Ro herefter? Ikke trygle om en Følelse, han ikke nærer? . . . . Ikke fordærve ham denne skjønne Fremtid, som ligger Dem saa paa Hjerte? . . . . Var det ikke derom, De vilde bede mig? . . . . Det lover jeg Dem ganske, ganske visst."
"De misforstaar mig ganske og aldeles," raabte Müller . . "Frøken, jeg forsikrer Dem . .!"
Men Sofie var allerede forsvunden.
"En allerhelvedes Samtale!" sagde Müller ved sig selv. "Puh! Jeg ved blot to Gange at have været saadan tilmode -- det var, da jeg læste Brevet fra Bolettets Mor -- og saa den første Gang paa Rigshospitalet. Hvem kan ogsaa blive klog paa disse Væsener! Hun fortæller mig selv, at Kold ikke bryder sig om hende, hun er ganske rolig og fornuftig; men neppe har jeg saa varsomt som muligt -- Gud ved, hvor jeg fik de delikate Vendinger fra -- dreiet Talen hen paa hende selv, saa bliver hun fortvilet. Skalv hun ikke som et Espeløv! Da hun gik, skulde hun synes rolig; men hun var s'gu ude af sig selv. Jeg maa endnu engang tale med hende, førend jeg reiser, jeg maa se til at berolige hende."
Müller var kommen i en for ham ganske usedvanlig Knibe. Han var vistnok gaaet ud fra et Ønske om at gjøre Kold en Tjeneste; men ved at se Sofies Smerte derved blev han greben af en sælsom Medlidenhed. Der fandtes i Müllers Sjæl en eneste sentimental Streng, det var Tanken om Bolette. Han troede at se Sofie i en lignende Situation som den, der fremskyndede hendes Død. Men her var det gaaet ham som Bjørnen, der vil kyse Fluen bort, og som slaar sin Ven ihjel med det samme.
Rigtig ilde tilmode sneg han sig op paa sit Værelse igjen, tilfreds med ikke at have mødt nogen. Da han havde brugt den Forsigtighed at tage Nøglen med, havde heller ingen bemerket hans Fraværelse. Pigen, der kom for at bede ham komme ned til Frokost, var derfor i den gode Tro, at han havde sovet, og beklagede, at han ingen Kaffe havde faaet. Müller frygtede ikke uden Grund, at Sofies lidende Tilstand kunde vække Opmerksomhed i Familien og maaske volde Scener. Desto mere overraskede det ham at finde hende ved Frokostbordet fuldkommen fattet. Med stor Forekommenhed bød hun ham en Plads og viste sig saa ivrig i disse smaa Opmerksomheder, der paaligger en Vertinde, ret som om der ingenting var passeret. Den unge Piges Magt over sig selv indgjød ham en ukjendt Følelse, noget, som lignede Respekt, og gjorde det Ønske levende hos ham at kunne faa sagt hende, hvad han kaldte et beroligende Ord. Men dette var ikke saa let en Sag. Inden en Time skulde han reise, og Kold, som imidlertid var kommen til, gjorde det endnu vanskeligere. Hans Uro tog til, han svarede distrait paa de andres Tale og bevogtede enhver af Sofies Bevægelser. Men enten hun ikke forstod dette eller ikke vilde forstaa det, hun tilintetgjorde alle hans Anslag paa en saadan tête-à-tête. Efter Frokosten satte hun sig hen paa sin Plads ved Vinduet og syede, og denne Plads beholdt hun haardnakket, indtil Skydsen stod for Døren. Den sterke, haarde Mand stod i Afskedens Øieblik holdningsløs, næsten komisk forvirret ligeoverfor den unge Pige, der formaaede at dølge sin Krænkelse i en saa skuffende Ro.
Kold havde slet intet merket. Kun da Pigen kom løbende efter med Müllers Pibe, som denne havde glemt, studsede han, og leende skyndte han paa Budet.
Sofies Udebliven fra Stevnemødet havde ikke vakt nogen egentlig Bekymring hos den ventende. Hun kunde jo paa tusende Maader være bleven forhindret. Dette vilde snart opklare sig. Da endelig den forønskede Frokosttime slog, var han ilet ned i Dagligstuen, hvor han fandt Müller og hele Familien samlet. Sofies Farveveksling ved hans Indtræden undgik ham; heller ikke var det ham paafaldende, at hendes Øie ikke en eneste Gang mødte hans. Neppe vovede han at fæste det paa hende for ikke at røbe nogen Bevægelse. Naar først Müller var vel afgaarde! Men da denne var reist, forsvandt Sofie i Huset. Nu -- det var jo hendes Uge. Saaledes gik Dagen; Aftenen kom; men endnu havde intet Tegn, ikke engang det svageste, kun forstaaeligt for hans aarvaagne Speiden, røbet deres Forstaaelse. Dette blev ham tilsidst paafaldende; dog saa han deri kun en skjærpet Opfordring til at være forsigtig. Men det begyndte at blive ham utaaleligt. Han følte en overordentlig Trang til at forsikre Sofie, at han ikke kunde holde det ud længer. Hans eneste Trøst var da i den stille Nat at udøse alle sine Længsler, al sin Utaalmodighed paa Papiret.
I et ulykkeligt Øieblik for Sofie var Müller traadt hende imøde i Haven. Hun stod sitrende mellem to Muligheder, uden anden Leder end de stridende Stemmer i hendes Bryst. Thi -- vi maa sige det -- ogsaa Haabet havde rørt sig hos hende ved Lyden af hans Trin! Dets sagte Røst, maaske ogsaa det i vort Hjerte aldrig forstummende Raab om Lykke, havde et Øieblik overdøvet alle Tvilens og Forsagthedens, alle Trældommens Indskydelser. I slige Øieblikke er alt omkring en stakkels Pige Skjæbne; et Pust, et Atom kan bringe Skaalen til at synke til en af Siderne. Hendes Samtale med Müller var bleven Stenen i den onde Vegtskaal. Den gav hendes Hjerte Dødsstødet. Hendes Følelse for Kold havde givet Plads for en dyb Skræk. Nu gjaldt det blot at reise Muren, der skulde skille dem ad, og gjøre den rigtig sterk, rigtig ugjennemtrængelig, saa at ingen Klage, intet uvilkaarligt Smertessuk kunde trænge igjennem. Ved saaledes ubønhørlig at udelukke ethvert Tegn paa det mellem dem passerede vilde han tilsidst tvile derpaa som noget oplevet og glemme ogsaa det, der for hende var den dybeste Ydmygelse at tænke paa.
Idet Sofie traf disse Foranstaltninger til at forstene sit Væsen og samlede al sin Styrke til at bringe dette Offer paa Kvindelighedens Alter, hvis grumme Guddom hun indbildte sig at have fortørnet, tænkte hun blot paa de Anfegtelser, der muligens kunde opstaa i hendes eget Sind. I sin Ulykke tænkte hun ikke mere paa Angreb fra hans Side. Man kan derfor dømme om hendes Skræk, da hun næste Morgen efter Teen, hvorved Kold ikke havde været tilstede, mødte denne ved Indgangen, og han med et Ansigt, hvori hele hans Utaalmodighed noksom røbede sig, rakte hende det Brev, han havde skrevet om Natten. Saa var det dog sandt, hvad Müller sagde, saa vilde han dog for Alvor fortsætte det grusomme Spil med hende? En varm, menneskelig Vrede blussede op i hende. Hun veg tilbage, som tvilede hun paa, hvad hun saa.
Ak, havde hun ladet denne Vrede faa Ord, havde hun blot talt i dette Øieblik, da kunde alt være blevet godt igjen! Men hendes Tunge var som lammet. Hun forblev stum . . . . stum, som en Kvinde maa være det, en Kvinde, der ikke er elsket. Dette Øieblik afgjorde hendes hele Livsskjæbne, og som et ondt Varsel skulde hendes Moders gjennemtrængende Diskantstemme netop i dette Øieblik kalde paa hende.
Hun fulgte dette Raab og lod Kold tilbage, forstenet af Forundring og gjennemisnet af det Blik, Sofie havde fæstet paa ham. Brevet var faldt paa Gulvet, og Pigen, der i det samme gik forbi, tog det op og rakte ham det igjen, medens hun sendte et af de Øiekast efter sin unge Frøken, der er eiendommelige for det Slags Folk, naar de tror, at de har gjort en Opdagelse.
Forundring, ja det var Udtrykket for hans Sindsstemning; der blandede sig deri endnu ikke en Skygge af Bekymring. En Mand har Lykkens Tillid, han lader sig ikke saa let skrække af Fantomer. Han anede derfor ingen Ulykke, men en Mis- forstaaelse, en af disse Knuder, der vilde løse sig af sig selv. Han havde en inderlig, seierrig Forvissning om, at han var elsket af Sofie. Hint Hengivelsesmoment var fremtraadt med en saa uvilkaarlig Styrke, saa seirende over alle Tvil, at nogen saadan aldrig mere kunde opstaa. Men hvor skulde han søge Grunden til hendes pludselige Fjernelse fra ham? Hans Mistanke faldt paa Müller. Ja, tænkte han, han er det, det kan ingen anden være. Han har iverksat sin Trusel, at henvende sig til hende, og han har behandlet hendes ømmeste Hjerteanliggende saa brutalt forretningsmæssig, som om Talen var om at sætte et Ben af. Det var altsaa Grunden til hendes Udebliven igaar! . . . Medens han ventede, havde Müller opholdt hende og benyttet denne Time, der skulde have beseglet deres unge Kjærlighed, til at forstyrre den. I sin Harme tog han allerede Pen og Papir frem for at skrive til denne besværlige Ven, da det faldt ham ind, at han dog maaske først burde være ganske viss i sin Sag. Under et eller andet Paaskud kunde han let faa frittet ud af Pigen, hvordan Müller havde tilbragt Morgenen. Men Pigens Forklaring godtgjorde, at denne Meddelelse umulig kunde have fundet Sted. Müller havde altsaa ikke paavirket Sofie. Hendes Kulde maatte følgelig have en anden, maaske dybere Grund. Dette kunde ikke andet end forøge hans Forundring. Han var og blev meget, meget for- undret.

(utdrag)